Officielt: OB fyrer Troels Bech - Ove Pedersen afløser
Illustration
Superliga

Officielt: OB fyrer Troels Bech - Ove Pedersen afløser

OB bekræfter, at Troels Bech er blevet fyret. Ove Pedersen afløser træneren.

Troels Bech er blevet fyret som træner i OB. Ove Pedersen tiltræder på en kontrakt frem til næste sommer. Det bekræfter OB i en pressemeddelelse. 

- Troels har ydet et stort arbejde i OB i en vanskelig tid, og det skylder vi ham en stor tak for. Siden han kom til klubben, har vi været igennem en stor tilpasning af økonomi og spillertrup, og det har naturligvis ikke gjort hans arbejde nemmere. I de seneste sæsoner har vi kæmpet i bunden af rækken, og sådan har vi også indledt den nye sæson. Det kræver et enormt stort arbejde og lægger et stort pres på både truppen og trænerteamet, og derfor har jeg vurderet, at vi har brug for nye kræfter og nye idéer for at komme på ret kurs igen, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen.

Ove Pedersen er nu blevet ansat i OB som ny cheftræner i klubben.

- Ove er en meget erfaren træner, der har et stort indblik i Superligaen. Han vil komme til klubben med friske øjne og nye idéer, og jeg tror på, at han kan sørge for, at vi arbejder os fremad i tabellen. Der er gjort et rigtig godt forarbejde af Troels Bech, så Ove skal ikke ind og lave en masse om. Han skal arbejde videre med det, vores trænerteam har udviklet indtil nu. Ove har et godt taktisk blik samt evne til at sætte spillet op. Desuden er han en meget pragmatisk træner, der har vist et talent for at udnytte potentialet i en given trup, så jeg tror jeg, at han kan vende billedet, siger Jesper Hansen.

Ove Pedersen har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2015. Hans første kamp som OB-træner bliver på lørdag, når OB møder Silkeborg på hjemmebane.