Optakt: Silkeborg IF - FC Vestsjælland
Illustration
Superliga

Optakt: Silkeborg IF - FC Vestsjælland

Silkeborg IF har i 11 kampe endnu ikke vundet i Superligaen, men modstanderen fra FC Vestsjælland har tabt samtlige seks udekampe. Hvem får brudt stimen?

Kampfakta:
Spillested: Mascot Park, Silkeborg
Dommer: Michael Johansen
Kampstart: Fredag klokken 18.30
På tv: TV3 Sport 1
Twitter: #siffcv

Holdnyt:
Silkeborg IF: Kent Madsen, administrerende direktør i Silkeborg IF, har allerede fredet cheftræner Jesper Sørensen, der i 11 forsøg fortsat ikke har guidet Silkeborg IF til en sejr i Superligaen. Han har dermed lidt arbejdsro forud for opgøret mod FC Vestsjælland. Silkeborg har syv point op til netop FC Vestsjælland, der er placeret lige over nedrykningsstregen, så der er meget på spil for de to klubber og især for hjemmeholdet Silkeborg IF. Med fire point for 11 kampe handler det om at finde de positive ting at bygge videre på, og klubben fra Søhøjlandet kan kigge på kampen mod FC Midtjylland søndag og sige, at der blev leveret en god og fornuftig præstation. Godt nok tabte holdet med 2-1 til Superligaens suveræne tophold, men Silkeborg spillede godt, skabte chancer og var decideret uheldig med at komme bagud, da dommer Peter Kjærsgaard-Andersen fejlagtigt gav FCM et straffespark, der satte topholdet i gang. Nicolaj Agger har blot scoret en enkelt gang i denne sæson, og det skal blive spændende at se, om træner Jesper Sørensen fortsat har tiltro til sin angriber. Unge Robert Skov kom ind fra bænken mod FCM og stod for Silkeborgs reducering, måske han er ved at presse sig på til en plads i startopstillingen? Dennis Flinta sidder ude med karantæne, efter han ragede et gult kort til sig mod FCM. Frank Hansen er kommet sig over sin forstrækning og er tilbage i truppen. Han ventes at indtage sin sædvanlige position som højre wingback. Frans Dhia Putros og Ari Mohr Jonsson er skadet, og om de to bliver klar til opgøret er fortsat uvist.

FC Vestsjælland: 3-2, 1-0, 3-1, 3-0, 1-0, 5-0. Seks kampe, seks nederlag. Det er en rædselsfuld udebanestatistik, som gæsterne fra FC Vestsjælland møder op i Silkeborg med. Klubben kalder sig for "Vikingerne", men endnu er det ikke lykkedes at få noget med hjem fra togterne - hvilket må siges at være ukarakteristisk i forhold til oldtidens rigtige vikinger. Klubben, der har den tidligere Silkeborg-spiller Michael Hansen som træner, fik senest en snitter på 5-0 i Brøndby, og nu venter så et vigtigt opgør på udebane mod Silkeborg. FCV har kun hentet point på hjemmebane, men ude mod Silkeborg vil det lune gevaldigt, hvis klubben fra Slagelse kan få sæsonens første point på udebane. FCV har nemlig et forspring på syv point ned til Silkeborg, og tabes kampen mod SIF, står Vestsjælland pludselig kun med fire point ned til bundholdet Silkeborg. Michael Hansen er uden Anders Randrup, Michael Lumb og Thomas Villadsen, der ikke kommer i aktion igen i efteråret. Michael Hansen ventes at lave et par ting om i forhold til kampen mod Brøndby, for præstationen var bestemt ikke godkendt, som Hansen også udtalte efterfølgende. Jean-Claude Bozga måtte udgå med skade i kampen mellem Brøndby og FC Vestjælland, om han bliver klar, vides endnu ikke.

Karantæne:
Silkeborg IF: Dennis Flinta
FC Vestsjælland: Ingen

Superliga-form:
Silkeborg IF: T-T-U-T-T
FC Vestsjælland: T-V-T-U-T

Bud på startopstillinger:
Silkeborg IF (5-4-1): Nørgaard - Hansen, Gammelby, Holst, Mikkelsen, Ritter - Scheel, Pedersen, Bech, Illum - Agger
FC Vestsjælland (3-5-2): Mikkelsen - Lund, Kure, Bozga - Nymann, Kristiansen, Thomsen, Rochester, Due - Festersen, Hende

Vidste du, at...:
Et af de to hold får endelig brudt en dårlig stime. Silkeborg kan med en sejr vinde sæsonens første Superliga-kamp, mens FC Vestsjælland har tabt samtlige seks kamp, klubben har spillet på udebane. Får FCV point, bryder de dermed den dårlige stime. De to klubber har kun mødt hinanden én gang - det var også i denne sæson, hvor FC Vestsjælland vandt en sikker og fortjent sejr på 2-0 - naturligvis på hjemmebane.

Dom:
Det er et svært opgør at spå om, for det er to hold, der har meget at spille for. Silkeborg tørster efter en sejr, mens FC Vestsjælland håber på point, hvilket vil blive klubbens første på udebane, ligesom et point vil betyde, at Silkeborg forbliver syv point efter FC Vestsjælland. Begge hold kommer fra nederlag, men med vidt forskellige udgangspunkter. Silkeborg spillede sådan set en god fodboldkamp, men fik ikke noget med fra Herning, mens FC Vestsjælland blev skilt ad på Brøndby Stadion, og et eller andet sted kunne have tabt endnu større end 5-0. Det logiske bud vil være et uafgjort resultat, men omvendt må en Silkeborg-sejr også snart være op over. Måske de finder fornyet energi i det faktum, at FCV har tabt samtlige udekampe og kommer fra et stort nederlag til Brøndby? Silkeborg vinder kampen 1-0.

Få odds 8.80 på Silkeborg-sejr 1-0 hos Danske Spil - klik her

Følg kampen i tipsbladet.dk's live-center - klik her