Video : Tipsbladet
Superliga

Så du det? Smart finte gav FCN vitalt mål

FC Nordsjælland ramte AGF hårdt fredag aften i 3-1-sejren i Århus.

ÅRHUS (Tipsbladet): AGF har med rette prædikatet at være et godt dødbold-hold.

Tipsbladet viste tidligere på foråret, hvordan århusianerne har domineret på hjørnespark og frispark i denne og sidste sæson, og da AGF fredag mødte FC Nordsjælland, var dødbolde igen et punkt, hvor århusianerne forsøgte at ramme FCN.

Men ironisk nok blev dødbolde også vendt som våben mod AGF.

Cheftræner Uwe Rösler var efter kampen ikke tilfreds med, hvordan FCN blandt andet efter et AGF-hjørnespark kunne vende spillet hurtigt i en kontra og score efter netop en dødbold, uanset at de to første mål var endog særdeles flotte og vel også meget svære at klandre forsvaret og målmanden Bailey Peacock-Farrell i selve situationen.

Men ved det tredje mål blev AGF ramt hårdt af noget, FC Nordsjælland, viser det sig, har arbejdet målrettet med, nemlig et indkast.

Og det var ikke et højt, langt indkast til hovedstød men et hurtigt taget kast til en fri spiller i offside-position, som jo så på indkast netop ikke kan være offside.

- Det er sådan et våben, og vi har brugt det mange gange før. At kaste enormt langt og enormt hårdt, og så at offside selvfølgelig er ophævet på et indkast, så vi kan arbejde med det. Vi sender jævnligt folk afsted i dybden, når vi har de der indkast-situationer. Det er dejligt, og det har givet pote før, siger FCN-cheftræner Johannes Hoff Thorup.

- Det betyder enormt meget, at offsidelige pludselig er ude af spillet. Så der er jo virkelig nogle ting at hente, hvis vi træner det, og der har vi folk som både Frese og Villadsen, så de kan udnytte de her situationer, så vi kan sende vores angribere afsted til nogle chancer, siger FC Nordsjællands cheftræner.

Hans kollega Uwe Rösler var ikke tilfreds med, at holdet blev fanget af den finte.

- Vi har spillet mod [Martin] Frese seks gange nu, og vi ved, han er dygtig til at kaste langt. Og han fangede os på et langt indkast. Det er sådan et mål, vi under normale omstændigheder skal kunne undgå. Hvis vi vil vinde eller have point, kan vi ikke tillade os at give sådan nogle mål væk, siger Uwe Rösler.

FC Nordsjælland har hentet flest point af alle i Superligaen i 2024 og ligger nu toer, dog med en kamp mere end de tre medalje-rivaler Brøndby IF, FC København og FC Midtjylland.