SIF-træner: Nederlag er blevet en tendens
Illustration
Superliga

SIF-træner: Nederlag er blevet en tendens

I Silkeborg IF erkender træner Jesper Sørensen, at de mange nederlag er blevet en tendens, men tror endnu på succes.

Efter 11 kampe i Superliga-sæsonen har Silkeborg IF fortsat holdets første sejr til gode. Ikke ligefrem det bedste udgangspunkt forud for fredagens opgave hjemme mod FC Vestsjælland, der er blandt de hold, som har besejret oprykkerne i denne sæson. 

I Silkeborg må cheftræner Jesper Sørensen da også erkende, at de manglende sejre er blevet en tendens: 

- De barske kendsgerninger er, at vi stadig har vores første sejr til gode. Når vi i 11 kampe ikke har vundet, kan vi naturligvis ikke løbe fra, at der er tale om en tendens. I hver enkelt kamp er der forskellige årsager til, at det ikke lykkedes, og en nærmere analyse, som vi hele tiden foretager internt i den sportslige sektor, viser et nuanceret billede af situationen, siger Jesper Sørensen til klubbens hjemmeside

Han tror dog på, at succesen kommer: 

- Når jeg ser på den måde, vi spiller kampene på nu i forhold til starten af sæsonen, så er der sket en udvikling. Vi er blevet bedre som hold, og spillerne har også rykket sig individuelt. Vi går på træningsbanen hver dag med viljen til at blive bedre, og vi glæder os hver weekend til at spille kampene, udtaler cheftræneren.

Silkeborg IF og FC Vestsjælland tørner sammen klokken 18:30 fredag.