Silkeborg-forsvarer: Mærkeligt en scoring kunne ryste os så meget
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Superliga

Silkeborg-forsvarer: Mærkeligt en scoring kunne ryste os så meget

Forsvarsspillet så ikke godt ud, da Silkeborg IF åbnede foråret med et nederlag på 1-3 til Esbjerg fB. Der skal kommunikeres mere, mener Simon Jakobsen.

Der venter Silkeborg IF et svært opgør, når Superligaens bundhold - der endnu ikke har vundet en kamp i Alka Superligaen - gæster rækkens nummer tre, Randers FC. Mens kronjyderne åbnede foråret med en fremragende sejr på 3-0 ude over FC Nordsjælland, tabte Silkeborg IF 1-3 hjemme til Esbjerg.

Silkeborg kom hurtigt bagud og var i løbet af 1. halvleg bagud med 0-3, inden Emil Scheel fik reduceret. Ifølge forsvarsspiller Simon Jakobsen gik aftalerne i vasken, da klubben kom bagud. Derfor vil Silkeborg skrue op for vokalen mod Randers.

- Så kom det pludselig op i os, at nu går det galt igen, og derfor så forsvarsspillet ikke ret godt ud. Der blev skruet ned for kommunikationen og samarbejdet, og det var jo mærkeligt, at en enkelt scoring kunne ryste os så meget, siger SIF-forsvareren Simon Jakobsen til Midtjyllands Avis med henvisning til kampen mod Esbjerg.

Forsvarsspilleren var selv involveret i Robin Söders scoring til 0-2, da han ikke fik clearet en lang bold, ligesom han ikke talte sammen med målmand Thomas Nørgaard.

Silkeborg skal søndag forsøge at få point mod et hold, der har holdt nullet i 11 af 18 Superliga-kampe. Samtidig har Silkeborg blot formået at score ni gange i 18 kampe.