Video : Tipsbladet
Superliga

Silkeborg-profil: FCK er selvfølgelig interessant

Silkeborg-profilen Oliver Sonne kædes sammen med FC København. Han kalder de danske mestre for en "interessant klub".

Tipsbladet i Parken 

Oliver Sonne er ved at udvikle sig til en kultfigur i sit andet hjemland Peru, og tidligere på ugen kunne et medie i netop Peru bringe en særdeles interessant nyhed til bordet. Ifølge El Futbolerto holder FC København et vågent øje med den 23-årige højre back.

Som altid skal man tage diverse transferrygter med et gran salt, men det er bestemt ikke utænkeligt, at FC København sonderer markedet for højre backs. Peter Ankersen har kontraktudløb efter denne sæson, og Elias Jelert spiller næppe i FCK for evigt.

Silkeborg-profilen har noteret sig, at der i øjeblikket spekuleres i et skifte til FC København.

- Jeg fik tilsendt artiklen af nogle venner, siger Oliver Sonne med et smil til Tipsbladet og tilføjer:

- Jeg gav ikke så meget for det, for min agent styrer sådan noget, og jeg har sagt til ham, at jeg ikke vil høre noget, før vi er færdige med vores kampe her i efteråret. Så jeg har ikke hørt noget om det.

Han medgiver, at FC København kunne være et interessant klub for ham.

- Selvfølgelig. FC København er en fed klub, som har vist, at de kan konkurrere på den øverste scene qua deres præstationer i Champions League i denne sæson. Selvfølgelig er FCK interessant, men der er så mange ting, der skal gå op i en højere enhed for, at det kan ske, lyder det fra Oliver Sonne.

Silkeborg-profilen regner selvsagt ikke med at blive i Søhøjlandet for evigt.

- Jeg har selvfølgelig større drømme, og det er noget, min agent og klubben taler om. Jeg skal fokusere på spillet på banen, og så må vi se, hvad der sker. Jeg er glad for at være i Silkeborg, og jeg håber, klubben også er glad for at have mig, lyder det fra Oliver Sonne.

Onsdag var Oliver Sonne involveret i begge Silkeborg-mål, da jyderne slog FC København 2-0 i Parken.