SønderjyskE vil rette op på svag defensiv
Foto: Asbjørn Sand/Polfoto
Superliga

SønderjyskE vil rette op på svag defensiv

Efter at have lukket otte mål ind i de to seneste kampe vil SønderjyskE tilbage til den solide defensiv, der ellers typisk kendetegner holdet. Det skal gerne ske allerede fra i morgen mod AaB.

Næsten en tredjedel af hele sæsonens indkasserede mål er faldet i de to seneste kampe for SønderjyskE. I Superligaens første 19 kampe lukkede holdet kun 17 mål ind, men både FC Nordsjælland og Silkeborg har hver lavet fire i de to seneste runder. 

Der skal sættes en stopper for gæstfriheden i forsvaret, og det skal ske med effekt fra i morgen, når AaB er modstanderen.

- Det er altid dejligt at spille i Aalborg. Vores defensiv skal fungere godt igen efter to kampe, hvor vi har lukket for mange mål ind. Derudover skal vi turde at holde fast i bolden, når vi får tid til at spille. Alle mand er klar til at give den fuld gas, og vi tror på, vi kan komme tilbage på pointtavlen igen, siger Peter Enevoldsen til soenderjyske.dk. 

Hvis SønderjyskE vinder, rykker man forbi Esbjerg, der med sejren over OB i går ellers overhalede sønderjyderne. Vinder AaB, kommer mestrene op på siden af Randers FC, der møder FC København i søndagens sene kamp.