Video : Tipsbladet
Superliga

SL-bossens vilde succes: Se de 10 største salg

Det bliver store sko, der skal udfyldes til sommer, hvor Jan Laursen stopper som sportschef i FC Nordsjælland efter at have været en central skikkelse i klubben siden dens fødsel.

Fredag formiddag meddelte sportschef Jan Laursen og FC Nordsjælland, at Laursen efter eget ønske stopper i klubben efter denne sæson.

Laursen har været en vigtig figur i FC Nordsjælland, der blev til som overbygning oven på Farum Boldklub i sommeren 2003.

Sportschef har tidligere været bestyrelsesformand, teknisk direktør, fodbolddirektør og sportsdirektør for ungdomsafdelingen, men fra sommer bliver han selvstændig med eget konsulentfirma.

Beslutningen foregår ifølge Tipsbladets kilder i enighed og uden kurrer på tråden efter længere tids overvejelser, hvilket også er signalet og indholdet i de udtalelser, der er kommet fra Jan Laursen og FC Nordsjælland fredag.

Også finansielt og på transfermarkedet har Jan Laursen i samarbejde med kollegerne sat et stort aftryk.

Ifølge Tipsbladets løbende oversigter over Superliga-klubbernes transfers har FC Nordsjælland i Jan Laursens tid solgt spillere for over 1,2 milliarder kroner, hvilket vel at mærke er uden de videresalgsklausuler og bonusser, der også er faldet af genne årene.

Især i årene siden 2015, hvor transfermarkedet er eksploderet i størrelse i både Danmark og resten af Europa, har FC Nordsjælland solgt spillere særdeles dyrt.

FC Nordsjælland vandt mesterskabet i 2012 og var i Champions League-gruppespillet det år, ligesom man var i Conference League-gruppespillet sidste efterår, hvor man lige nøjagtig glippede at gå videre trods kæmpesejre over Fenerbahce og Ludogorets hjemme i Farum.