Video : Tipsbladet
Superliga

Tidl. Man Utd-spiller: Tag hjem til OB, Eriksen!

Tidligere Manchester United-spiller håber, at Christian Eriksen på et tidspunkt vender hjem til OB.

Christian Eriksen bliver i Manchester United.

I ugens løb har den danske stjernespiller været sat i forbindelse med Galatasaray, og Eriksen kan i princippet skifte til storklubben fra Istanbul med det samme, da transfervinduet stadig er åbent i Tyrkiet, men det gør han ikke.

Han har mange muligheder, tror jeg, men det ville være rørende, hvis han vendte hjem til OB

Paul Parker
Tidl. Man Utd-spiller

Normalt velinformerede Sky Sports har berettet, at Galatasaray ikke har fået noget ud af klubbens bejlen til Christian Eriksen, der som minimum gør sæsonen færdig i Manchester United.

Og hvad skal der så ske til sommer? Paul Parker, der spillede over 100 kampe for Manchester United i 90'erne, har et godt bud. 

- Jeg synes jo, det ville være virkelig charmerende, hvis Eriksen tog hjem til Danmark. Det ville være en smuk afslutning på en stor karriere. Det ville tilføje et ekstra krydderi til den romantiske fortælling om Eriksen, hvis han tog hjem til OB.

- Jeg tror, han er meget loyal. Jeg tror, han vil spille for sin barndomsklub, hvis han vender hjem, siger Paul Parker til Tipsbladet.

Når den tidligere Manchester United-spiller kaster et blik på stillingen i Superligaen, tror han dog ikke, at 31-årige Christian Eriksen ligefrem har travlt med at vende hjem til Fyn og OB.

- Jeg kan se, at de ikke har gjort det ret godt på det seneste, og når du så fortæller mig, at de ikke længere er et af de bedste hold i ligaen, så giver det måske mening, at han ikke vender hjem endnu, siger Parker, der fornemmer, at Christian Eriksen er en stor stjerne i Danmark:

- Han er en stor legende, og han mærkede meget kærlighed fra sit land under EM, da han kollapsede. Han er én, man altid vil tale om - ligesom Schmeichel og Laudrup.

Paul Parker mener i øvrigt ikke, at Christian Eriksen behøver træde et skridt ned ad karrierestigen på nuværende tidspunkt.

- Han kan sagtens spille Premier League, og jeg forestiller mig også, at Ajax stadig kan bruge ham. Han har mange muligheder, tror jeg, men det ville være rørende, hvis han vendte hjem til OB, fastslår Paul Parker.

For nyligt talte Tipsbladet med OB's fodbolddirektør Björn Wesström om netop et muligt Christian Eriksen-comeback i den fynske klub.

- Jeg kan godt lide lykkelige slutninger, og jeg tror, det vil være en meget fin historie for både Christian Eriksen og OB, lød det fra Wesström.

Quiz Maker