Video : Tipsbladet
Bundesliga

Har ikke spillet i 6 år: Hylder Bundesliga-dansker

Den tidligere FC København-målmand Jakob Busk bliver hyldet i det tyske medie Berliner Kurier.

Den 7. april runder danske Jakob Busk en milepæl. Men ikke en af den slags milepæle, man drømmer om.

Den 7. april 2024 vil det være seks år siden, at den nu 30-årige danske målmand har spillet en førsteholdskamp for sin klub Union Berlin.

Det store runde nul, der står ud for antal præstationer i de sidste fem sæsoner, har alligevel ikke en voldsom stor betydning, når det kommer til danskerens popularitet i Union Berlin.

Det er det tyske medie Berliner Kurier, der har set nærmere på den tidligere FC København-målmands tid i Union Berlin, og hvorfor han er så vigtig og vellidt i den klub, ahn ved udgangen af denne sæson forlader.

Her peger avisen på, at målmanden jo intet har foretaget sig i de sidste seks år i forhold til præstationer, men at han alligevel er en institution i klubben og nærmest en levende legende.

- Rejsen slutter i slutningen af denne sæson, men danskeren er et eksempel på, at der er vigtigere ting i denne branche end et liv mellem drømmen om at blive mester og frygten for nedrykning. Venner, for eksempel, og et behageligt arbejdsmiljø.

- Det kræver også respekt og en masse forståelse for personen ved siden af dig. Gensidig respekt. Om man er på træningsbanen, på bænken, i omklædningsrummet eller i hverdagen, skriver avisen om danskerens aftryk på Union Berlin.

Det er i alt otte år, at den tidligere U-landsholdsmålmand har spillet i Union Berlin, og i sidste sæson var han - dog uden at få et eneste minut - med til at sikre klubben Champions League-deltagelse.

Jakob Busk forlængede sidste år med klubben i en svær tid, hvor hans søn skulle opereres for tredje gang på kort tid.

- Otte år er helvedes lang tid. Nogle gange er det halvdelen af den tid, man har til sin sport som professionel. Det kan være, at Jakob Busk opfylder sin drøm om en topliga et andet sted.

- Måske i hans hjemland, måske et andet sted i Europa. Hvis nogen har udholdenhed og selvdisciplin nok til at kaste sig efter bolde i træning, selv om det er sikkert, at når lysene tændes, er det en konkurrent, der tager handskerne på, så må man værdsætte det.

- Et andet scenarie, der også kan blive en mulighed, er, at han på et senere tidspunkt vender retur. 

- Integrationsmedarbejder kunne være den rolle, der ville være skræddersyet til sådan en som ham. For der er én ting, man bør sige til ham, når han siger farvel: Du forlader aldrig Union helt. Især ikke hvis du hedder Jakob Busk, skriver Berliner Kurier.

Hvor fremtiden fortsætter for Jakob Busk, er på nuværende tidspunkt ikke kendt.