Video : Tipsbladet
Landshold

David Nielsen: Damsgaard kan ikke bidrage

Der er andre, som er mere relevante for Danmarks landshold, mener David Nielsen.

Der var en del øjne rettet mod Mikkel Damsgaard, som tirsdag aften fik chancen fra start i Danmarks testkamp mod Færøerne. Det var dog ikke en opgave, som han forvaltede specielt godt.

Det slår Lyngby-cheftræner David Nielsen fast i et studiet på TV 2 efter kampen.

Her peger han på, at Damsgaard er blevet udtaget for at se ham spille og for at kunne vurdere ham - og det har han derfor gjort.

- Jeg ser ikke en spiller, der i nuværende forfatning kan bidrage med noget til det her hold, siger han og fortsætter.

- Jeg synes, at han er lidt vægrende i sit spil, han mangler timing, han mangler noget intensitet, og så er han helt væk defensivt. Han bliver løbet forbi af de her færørske spillere, lyder det fra David Nielsen.

Endvidere mener han, at der er andre spillere, som kan gøre det bedre.

- Han skal virkelig spille rigtig meget, og jeg vil næsten sige, at det er et projekt, som jeg synes, at der er andre spillere, der kan være mere relevant på vores hold end ham, fortæller Nielsen.

Damsgaard fik en times tid på banen for Danmark.