Fabregas: Jeg er helt dedikeret til Chelsea
Illustration
Premier League

Fabregas: Jeg er helt dedikeret til Chelsea

Cesc Fabregas føler sig en fuldblods Chelsea-spiller, selvom han for altid vil have Arsenal-følelsen i sig. Han håber på Arsenal-fansenes forståelse.

Cesc Fabregas skiftede under stor opmærksomhed fra Barcelona til Chelsea i løbet af sommerens transfervindue, men det tiltrak en del løftede øjenbryn, at Arsenal tilsyneladende havde besluttet sig for at sige nej tak til muligheden for at hente klubbens tidligere profil tilbage igen efter tre år i Spanien.

Midtbanespillerens beslutning om at slutte sig til Chelsea fik da også Arsenals fans' temperament op i det røde felt, og Fabregas siger selv, at han overvejede reaktionen ved at skifte til et andet London-hold og én af Arsenals konkurrenter i Premier League-toppen.

- Tro endelig ikke, at jeg ikke tænkte på det. Jeg vil for altid have Gunner-følelsen, siger Cesc Fabregas til El Pais.

- Men jeg må minde dig om, at jeg spillede Champions League-finalen mod Barcelona med Arsenal, og jeg svor, at jeg ville gøre alt for at vinde den kamp - og jeg havde været en Barcelona-fan, siden jeg var en dreng. Så når jeg spiller mod Arsenal, så vil jeg vide, hvilket hold der er mit nuværende hold, hvem der er mine kolleger, og hvem jeg forsvarer. Og jeg tvivler ikke på, at Arsenals fans kan forstå mig, siger han videre.

I Chelsea er Fabregas startet som lyn og torden med fire assists i sine første tre kampe i aktion for London-klubben.