- Jeg holdt simpelthen op med at glæde mig

The great fallacy is that the game is first and last about winning. It is nothing of the kind. The game is about glory, it is about doing things in style and with a flourish, about going out andbeating the lot, not waiting for them to die of boredom”

Fra 1954 til 1964 var den nordirske midtbanemand Danny Blanchflower anfører for Tottenham, da London-klubben ramte sin absolutte storhedstid under manager Bill Nicholson med The Double i 1961, en FA Cup-titel mere i 1962 og Europa Cuppen for pokalvindere i 1963.

Men den gode Blanchflower var også dygtig til det med ord, og ovenstående citat, som han leverede i 1972, da karrieren var slut, har siden stået som den skrift, der definerer Tottenham Hotspur Football Club – hvad den er lavet af, hvordan den skal spille, og hvilke forventninger folk på lægterne har til fodboldoplevelsen.

Trods de smukke intentioner er det dog aldrig blevet til den store succes. Der har bestemt været glimt af storhed undervejs, men man har stadig kun vundet de to mesterskaber i 1951 og 1961, mens den seneste FA Cup blev sikret i 1991. Og i Premier League-æraen, der begyndte i 1992, er det kun blevet til et par beskedne Liga Cup-titel i 1999 og 2008. Men det har ikke ændret på grundtanken om ”glory ... style and with a flourish” [ære, stil og med fanfare].

”Det kan være et åg, men det er jo et fedt åg, og nu har vi alligevel vænnet os til, at vi aldrig vinder en skid. Vi vil bare gerne se noget fodbold, der gør os glade og stolte,” som den danske Tottenham- fan Janus Køster-Rasmussen siger det.

Han er forfatter og journalist på DR, hvor han har lavet TV-dokumentarer om blandt andet vikarlandsholdet og de tabende modstandere fra dengang Danmark vandt EM i 92, mens han også startede podcasten Fodboldmagasinet i sin tid. Og så blev han ramt af Tottenham i 1983, da han som 11-årig indirekte blev indfanget af Danny Blanchflowers ord, som de dengang blev udlevet af profiler som Glenn Hoddle og Steve Archibald.

”Det skete i november 1983, hvor jeg satte mig foran Sportslørdag – dengang var der jo ikke så meget andet at lave en lørdag eftermiddag – og så var det Tottenham, der skulle spille mod Luton på Kenilworth Road. Og så vandt Tottenham 4-2, og de spillede bare pissegodt.”

”Jeg kan tydeligt huske det øjeblik, det skete, for det var en ung spiller, Tottenham havde på det tidspunkt, der hed Ally Dick, der scorede det sidste mål til 4-2. Det var så overskudsagtigt. En hælaflevering fra Steve Archibald, som han så hugger ind helt Haaland-agtigt fra kanten af feltet.

Og så tænkte jeg bare, det er fedt, det der, dem holder jeg med,” siger Janus Køster-Rasmussen, der lige har fejret et lidt tidligt 40 års jubilæum med Tottenham, da London-klubben for en lille måned siden vendte tilbage til Kenilworth Road og vandt med beskedne 1-0 efter en udvisning af midtbanemanden Yves Bissouma.

Resultmæssigt lyder det jo lidt som det Tottenham-hold, der har floreret i Premier League i de seneste fire sæsoner under først José Mourinho og siden Antonio Conte, men intet kunne være længere fra sandheden. For selv om italienske Conte i marts brændte sit trænernavn i England ned til grunden med en længere tirade om Tottenhams egoistiske spillere, der var for svage til at spille under pres, så var det altså ikke værre end, at en forholdsvis ukendt 58-årig australier på rekordtid har løftet klubben og holdet op på en sensationel førsteplads som ubesejret efter 10 runder.

Og Ange Postecoglou har gjort det med en gang fodbold, der rammer lige ind i fortidens ord fra Danny Blanchflower.

Managere med pokalgaranti

Sidst, der duftede lidt af storhed i Tottenham, var under den argentinske manager Mauricio Pochettino, der fra 2014 til 2019 byggede et mandskab, der kunne have vundet et sjældent mesterskab i 2016, men blev overtrumfet af sensationen fra Leicester, og til sidst nåede Champions League-finalen i 2019 med et hold, der ikke havde fået tilført nødvendige forstærkninger og egentlig havde toppet, og derfor også tabte 2-0 til Liverpool i Madrid, før det hele brød sammen kort efter.

Med finalenederlaget rundede Tottenham mere end et årti uden titler, og det hjalp ikke at ansætte først José Mourinho og siden Antonio Conte, selv om de to ellers havde været garant for titler i deres tidligere klubber. Det var ikke skidt, men det blev heller aldrig godt, og Mourinho og Contes defensive spillestil var samtidig et voldsomt brud med traditionerne fra White Hart Lane, som man jo også gerne ville have med over på det nye stadion.

”Det er lidt forkælet at være sur, for det ene år blev vi jo nummer fire [under Conte i 2022], og det andet år kom vi med i Europa League [efter en sjetteplads under Mourinho i 2020], så jeg er sikker på, at Southampton for eksempel gerne ville bytte. Men de sidste fire år har alligevel været drøje at komme igennem.”

”Jeg holdt simpelt hen op med at glæde mig til at se Tottenham. Det blev en pligt frem for en fornøjelse, og man skulle sidde og kæmpe sig igennem de der kampe, hvor Eric Dier prøver at spille ud til siden, og den, der spiller back den dag, bliver presset og spiller den tilbage til Eric Dier. Vi kunne ikke spille os ud af det pres.”

”Under Mourinho fungerede kontraspillet så ret godt, men det er jo ikke det, som vi Tottenham-fans identificerer os selv med. Vi identificerer os ikke med at være reaktive, vi skal være proaktive, tage dirigentstokken og prøve at bestemme hvordan en kamp skal være. Men det gjorde vi aldrig.”

”Det var da fint nok med en fjerdeplads, og noget af tiden under Conte gik det jo også godt nok, men det er faktisk ikke det, vi gerne vil have ud af at være fan af Tottenham. Vi vil have den identitet, der er så stærk i den klub, den skal komme til udtryk hele tiden. Men den identitet som klubben har haft tilbage til Blanchflower og længere tilbage endnu, den var jo væk på det tidspunkt, og det var faktisk værre end at tabe. Den glæde og stolthed og identitet, som vi Tottenham-fans forbandt med klubben, den var væk.”

”For mig handler fodbold om følelser og om øjeblikke. Man er jo kun i øjeblikket. Der er ikke andet end øjeblikket. Og så kan det godt være, at vi tabte den skide Champions League-finale, men semifinalen mod Ajax inden... [Tottenham gik videre på et mål af Lucas Moura i sidste sekund af udekampen]. De følelser, der ramte mig der...”

”Jeg var helt alene i stuen og hoppede op og ned på stuegulvet og var nødt til at gå ind til min kone der ved midnatstid og sige, at jeg ikke kom til at gå i seng nu, det kunne bare ikke lade sig gøre. Det øjeblik kan aldrig blive taget fra os.”

”Men hvis man ikke har de øjeblikke nogensinde eller særlig tit, men skraber en reaktiv 1-0 eller 1-1 hjem hver gang, så fungerer det ikke. Det identitetstab, der lå i det, var for mig og mange andreværre end at blive straffet for at spille for kækt,” siger Janus Køster-Rasmussen.

Så satset med Mourinho og Conte fungerede ikke. Der faldt ikke en gang et lille trofæ af, og de to blev i de fire sæsoner fra 2019 til 2023 gennemsnitligt nummer 6,25, mens Pochettino fra 2015 til 2019 ramte en meget bedre tredjeplads i snit med flere fine øjeblikke undervejs. Der var noget, der var gået helt galt, og det var den ellers så udskældte formand Daniel Levy også klar over.

”Strategien var at ansætte en manager med pokalgaranti, og det gjorde vi to gange. Man må lære af sine fejltagelser. De er begge store managere, men måske ikke for denne klub. For vi vil gerne spille på en særlig måde, og hvis det betyder, at det vil tage lidt længere at vinde, så er det måske detrigtige for os. Og det er derfor, at det for mig at se var den helt rigtige beslutning at få Ange ind,” sagde Levy ved et fanarrangement i september.

Det kunne han selvfølgelig også sagtens sige, for på det tidspunkt havde Tottenham taget 13 point i de første fem kampe – og det er kun blevet bedre siden de sjældne ord fra formand Levy.

Den undervældende Postecoglou

Da Antonio Conte holdt sin brandtale om alt det, der var galt i Tottenham – den 18. marts efter 3-3 mod bundproppen fra Southampton – var det klart og tydeligt for alle, at det var slut med italieneren i London efter et frygteligt år, hvor han selv havde været alvorligt syg og undervejs havde mistet tre venner og kollegaer i Tottenhams fysiske træner Gian Piero Ventrone, Gianluca Vialli, Sinisa Mihajlovic. Conte blev fyret og kunne vende hjem til familien i Italien, mens Tottenham så havde rigtig god tid til at finde manden, der skulle lede dem videre i den evige jagt på hæder og ære – og måske en titel.

Så henover foråret var flere store navne i spil. Der blev snakket om Julian Nagelsmann (fyret i Bayern München) og Xabi Alonso (Leverkusen), og der blev forhandlet med Luis Enrique (fyret som spansk landstræner efter VM) og Arne Slot, men Enrique valgte PSG, og Slot forlængede med Feyenoord, og så endte det med det navn, der hele vejen var blevet nævnt i bunden af rygtestrømmen. For selv om Ange Postecoglou havde gjort Celtic til mester to sæsoner i træk med offensivt spil og masser af mål, så var den dengang 57-årige australier ikke at regne som et stort navn. Men han var altså manden for Tottenham, da andre faldt fra.

”Jeg var totalt ”underwhelmed” for at bruge et engelsk udtryk. Jeg var ikke forelsket i Nagelsmann, og jeg kendte ikke rigtig noget til Arne Slot, men jeg havde da tænkt, at det kunne være fedt med Xabi Alonso, for han virkede som en inspirerende figur, en klog fyr med hjertet på rette sted når det gælder om at spille noget fed fodbold.”

”Postecoglou efterlod mig mere med sådan en nå-følelse. Det virkede lidt som en nødløsning, for når han nu var 57 år, hvorfor var han så ikke kommet frem noget før. Levy var også under ekstrem kritik for at være nærig på det tidspunkt, for fik vi overhovedet den midterstopper, der manglede? Så tanken var, at Postecoglou nok var billig, men samtidig blev der også talt godt om ham i engelske medier, så for mig endte det lidt med, at så måtte vi jo prøve det,” fortæller Janus Køster-Rasmussen efter Daniel Levy havde præsenteret den nye Tottenham-manager med ordene:

”Ange kommer med en positiv mentalitet og med en spillestil, der både er hurtig og offensiv. Han har også vist, at han er god til at udvikle spillere og har en forståelse for forbindelsen ned til akademiet. Ting, der alle er vigtige for vores klub.

”Så der stod den lidt runde og ret ukendte australier altså i spidsen for en klub, der lige var sluttet på en ottendeplads, og med et hold, der verbalt var blevet skilt helt ad af den forrige manager Antonio Conte – og så ville holdets topscorer gennem de seneste ni sæsoner også væk. Det kom Harry Kane, og det med stor succes i Bayern München, men utroligt nok har han overhovedet ikke været savnet i Tottenham-kredse, for det er gået fuldstændig forrygende under Ance Postecoglou, der senest satte rekord ved at være den første nye manager, der har lagt ud med at blive kåret til Månedens Manager i Premier League to måneder i træk.

For selv om det virkede som en umulig mission at tage et defensivt Tottenham-hold uden deres topscorer og lave det om til at passe ind i Postecoglous offensive system, hvor spillet skal være nede på jorden, hvor man skal spille med mod, og hvor man hele tiden skal gå efter at score det næste mål, så er det lykkedes.

En helt ny stil

Under Antonio Conte spillede Tottenham et 3-4-3-system, der på papiret så offensivt ud, men ofte endte i en 5-4-1 med italienerens ”safety first”-filosofi. Nu spiller Tottenham 4-2-3-1, og det gør man med fuld offensiv.

For målmand Guglielmo Vicario, der er kommet til fra Empoli og endelig har henvist den aldrende Hugo Lloris til reserverne efter 11 sæsoners tro og til tider let svingende tjeneste, har evnerne og modet til at spille bolden ud, og i Christian Romero har han en stopper, der ikke er bange for at modtage den med mindre de to midtbanespillere Pape Sarr og specielt Yves Bissouma trækker ned som yderligere spilstation.

På backerne har særligt nytilkomne Destiny Udogie, en 20-årig italiensk venstre back som Tottenham faktisk købte i sommeren 2022, men så straks lånte tilbage til Udinese, vist sig at være fremragende til den indadvendte backrolle, som Postecoglou foretrækker, mens Pedro Porro er ved at lære det i den anden side.

Med to backs, der trækker ind i banen, er det vigtigt, at kanterne står helt ude på kridtstregen for at skabe plads, hvilket viste sig at være spild af Heung-min Sons evner, så han er nu trådt ind som central angriber for Harry Kane med otte mål i 10 kampe til følge, mens Richarlison prøver at finde sig selv som venstre wing med samme effektivitet som Dejan Kulusevski ovre på den anden fløj.

Inde på 10'er-positionen har James Maddison været i sit es, efter en skadesplaget sæson med Leicester endte med nedrykning, og han er foreløbig noteret for tre mål og fem assists i de første 10 kampe.

Og når Tottenham nu satser så offensivt, har købet af den hollandske centerforsvarer Micky van de Ven i Wolfsburg været genialt, for trods sin størrelse er han lynhurtig og kan løbe de omstillinger,der uværgerligt kommer, op.

I alt brugte Tottenham netto en lille milliard kroner på sommerens transfermarked, hvilket gav tre nye spillere til startopstillingen plus den lånfri Udogie, mens sommerens dyreste indkøb, den offensive allrounder Brennan Johnson fra Nottingham Forest, endnu ikke har spillet så meget. Og resultatet af ændringerne i spillestilen har vist sig rekordhurtigt med en førsteplads i Premier League efter 10 ubesejrede runder med otte sejre og to uafgjorte.

”Spillerne har jo på en eller anden måde forstået den måde, som Postecoglou gerne vil spille på, og så har de gjort det kompromisløst fra ”day one”. Og Postecoglu har taget ansvaret, for eksempel skulle han have sagt til spillerne, at ”I skal være modige og spille bolden frem hele tiden, og hvis I mister den, så er det mit ansvar.” Det synes jeg simpelt hen er så fedt sagt, og det er jo en enormt god måde at tage noget frygt og noget ansvar væk fra spillerne.”

”Man kan også mærke det på spillerne. Under Conte lignede de jo hunde, der var blevet slået, men nu har Bissouma for eksempel udtalt, at han glæder sig til at komme til træning under Postecoglou, og at det er noget helt andet.”

”Der har været nogle rigtig gode signings, men for mig at se, handler det om én person. Selvfølgelig har Postecoglou gjort nogle ting rigtigt ved at lægge stilen om, men jeg tror også, at det lige så meget handler om den måde, han inspirerer folk på,” siger Janus Køster-Rasmussen om revolutionen i Tottenham, der nok er gået rekordhurtigt, men alligevel ikke er helt uvant for den nye manager.

For selv om han har leveret sine bedrifter langt væk fra de store overskrifter i de store ligaer, så er det ikke første gang, at han har vendt tingene på hovedet for en klub. Det gjorde han også i South Melbourne, Brisbane Roar, Yokohama Marinos og Celtic.

”Mit første mål er altid at få holdet til at spille noget fodbold, der begejstrer tilhængerne, men i sidste ende har de klubber, jeg har været i et stykke tid, også haft succes. Og succes betyder at vinde noget. Det er det endelige mål, men prioriteten er at spille på en bestemt måde, og så skal succesen nok komme,” som Ange Postecoglou sagde det i den seneste udgave af det engelske fodboldmagasin FourFourTwo.

Drømmende tilhængere

Så Tottenham har fået et helt nyt udtryk gennem en spillemæssig revolution med tråde tilbage til klubbens glorværdige fortid, men ingen revolution uden tabere og således også i Tottenham.36-årige Hugo Lloris kom ikke hjem til Nice i sommer og er helt ude af kamptruppen, men han træner dog med holdet, mens januarvinduet nærmer sig, og hans kontrakt udløber i sommeren 2024.

Foran ham spillede Ben Davies og Eric Dier tidligere en del, men de to passer ikke så godt til den nye stil, så Davies har måttet nøjes med indhop, mens Dier er røget helt ud i kulden.

Og så er der Pierre-Emile Højbjerg på midtbanen.

Den danske landsholdsspiller har været fast mand i Tottenham i tre sæsoner, men i denne har han mistet sin plads til den unge Sarr og den boldførende Bissouma. Han har spillet en enkelt ligakamp fra start og er blevet skiftet ind i otte andre, men det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende for den 28-årige Højbjerg, der har kontraktudløb i sommeren 2025.

Der har været rygter om et januarskifte til Juventus, men på den anden side kan der bliver masser af brug for Højbjerg i de første uger af 2024, hvor både Sarr og Bissouma er til de afrikanskemesterskaber i Elfenbenskysten, så danskerens situation er uvis.

Og han har da også været første indskifter på midtbanen, omend den situation kan ændre sig nu hvor uruguayanske Rodrigo Bentancur er tilbage efter en korsbåndsskade.

Uanset hvordan det går med Pierre-Emile Højbjerg, er det dog værd at notere, at det danske islæt vil blive bevaret i Tottenham, for onsdag havde Johan Lange første arbejdsdag som teknisk direktør efter sit skifte fra Aston Villa.

Så Postecoglou har også rystet op i spillerhierarkiet, hvor den mangeårige ledergruppe bestående af anfører Lloris, viceanfører Kane, Dier og Højbjerg nu er skiftet ud med Son som anfører og Romero og Maddison som viceanførere, og man må sige, at Son er blevet løftet af det nye ansvar, selv om han altså mangler sin makker gennem mange sæsoner på banen i form af Harry Kane.

”Da Son blev udnævnt til ny anfører, var jeg i tvivl, om han kunne det, men han har jo grebet det an på en helt genial måde, hvor han smadrer fuldt op for følelserne. Han tog initiativ til det det med, at man samles i en klynge nede foran fanhjørnet på udebane eller foran Tottenhams sydside – det er jo meget almindeligt i Danmark, men åbenbart ikke i England – og efter kampene er der de her enormt lange og meget stærke interaktioner med fansene, som Son ligesom leder på en eller anden måde.

Da Richarlison, der jo ikke spiller så godt, men trods alt fik scoret et mål for lidt siden, sørgede Son for at få skubbet ham helt frem.”

”Sådan nogle ting så man ikke Harry Kane gøre, når han var anfører, så jeg synes, at det er superdejligt, at man nu kan mærke, at der er en anfører, der rigtig gerne vil være i klubben og erenormt god til at engagere tilhængerne på et følelsesmæssigt plan. Og det samme gælder jo i den grad manageren,” siger Janus Køster-Rasmussen.

”For nylig blev Postecoglou spurgt om, hvad han sagde til, at tilhængerne drømte om mesterskabet, og der ville ni ud af 10 trænere jo sige, at vi tager en kamp ad gangen og det er alt for tidligt atsnakke om nu, men det gjorde Postecoglou ikke,” siger Tottenham-tilhængeren med tanke på efterspillet oven på weenendens knebne 2-1 sejr ude over Crystal Palace, hvor Spurs aldrig fik spillet op på det niveau, det har været i andre kampe.

Men det er også et topholds styrke at vinde alligevel, så Postecoglou var både afslappet og veltalende, da han mødte Sky Sports-eksperterne Jamie Carragher og Gary Neville efter kampen og leverede et indslag, der nok vil blive trukket frem nogle gange, hvis Tottenham fortsætter takterne.

”Lad dem drømme. Det er det, der handler om, når man er fodboldtilhængere. Og de har haft det svært, så det bliver ikke mig, der kommer til at lægge en dæmper på det,” sagde Ange Postecoglou nemlig.

Fire skæbnekampe i træk

Og hvad kan det så ende med alt sammen? Lige nu fører Tottenham Premier League med to point ned til forhåndsfavoritterne fra Arsenal og Manchester City, mens der er tre point ned til Liverpoolfør weekendens kampe, hvor Tottenham spiller sidst af alle med en hjemmekamp mod svingende Chelsea mandag aften, hvilket også bliver et gensyn med den seneste succesmanager på de kanter i form af Mauricio Pochettino.

”Jeg læste et sted, at et hold, der ligger nummer ét på det her tidspunkt i sæsonen, aldrig er sluttet uden for top fire i Premier League-æraen, så jeg vil selvfølgelig blive skuffet, hvis vi ryger ud af top fire og ikke kommer til at spille Champions League. Men i første omgang er det bare en kæmpe optur at sætte sig foran tv'et, for det er lige før, at jeg godt tør begynde at glæde mig til kampene nu.”

”Nu er det Chelsea næste gang, og normalt ville det være en stensikker Doctor Tottenham-kamp. Før i tiden havde man jo det her syndrom med, at hvis der var en angriber eller en træner eller et hold, der var i krise, så skulle de bare spille mod Tottenham, og så kom det til at gå godt for dem igen.”

”Men hvis vi kan håndtere det mod Chelsea, så begynder jeg at tro på en topplacering. Men det er for tidligt at sige noget om det nu. Liverpool og City – og Arsenal selvfølgelig – er jo sindssygt dygtige hold. Se på den sæson, hvor Liverpool fik 97 point og ikke blev mestre – og jeg tror ikke, at vi får 97 point,” siger Janus Køster-Rasmussen.

Indtil videre har Tottenham allerede spillet 2-2 ude mod Arsenal og slået Liverpool med 2-1 hjemme på Tottenham Hotspur Stadium efter en dramatisk kamp, hvor gæsterne fik to mand vist ud, men stadig holdt stand til det 96. minut, hvor den ulykkelige Joel Matip kom til at dreje et indlæg i eget mål. Den 3. december gælder det så Manchester City ude, men i virkeligheden bliver sæsonen vel først afgjort i løbet af tre vilde uger.

Her skal Tottenham møde Newcastle ude, Manchester City hjemme, Arsenal hjemme og Liverpool ude, før sæsonen slutter med Burnley hjemme og Sheffield United ude. Kampene fra den 33. til den 36. spillerunde virker lige nu meget afgørende, omend det kræver, at Tottenham kan fastholde den meget fine form fra de første 10 kampe.

Til London-klubbens fordel taler dog også, at man ikke har nogle europæiske kampe at bekymre sig om, mens man hurtigt blev slået ud af Liga Cuppen også, så der er masser af tid til at træne det system, som Ange Postecoglou har løftet holdet sensationelt hurtigt med og som passer så fint til traditionerne i Tottenham.

”Det er jo det, vi har gået og ventet på, men det var nok de færreste, der havde forestillet sig, at det var en græsk australier med fortid i skotsk og japansk fodbold, der kunne gøre det,” som Janus Køster-Rasmussen siger det.

For Tottenham-tilhængerne har ranket ryggen og glæder sig over deres velspillende favorithold med flotte tråde tilbage til fortiden. Og selv om ordene ikke er lige så elegante som Danny Blanchflowers i starten af denne artikel, så bliver Postecoglous overraskende succes også allerede smukt besunget på hjemmebanen med følgende linjer på melodien fra Robbie Williams’ Angel:

”And through it all

We’ll play the way we want to

With Big Ange Postecoglou

Whether I’m right or wrong

It’s Big Ange Ball

You can keep your Pochettino

Conte and Mourinho

And even Christian Gross

Cause everywhere we go

We’re loving Big Ange instead.”