Esbjerg forlænger med ombejlet talent
Illustration
Superliga

Esbjerg forlænger med ombejlet talent

Esbjerg vandt kampen om Casper Nielsen, som andre danske klubber også var ude efter.

Esbjerg fB har lavet en ny kontrakt med den 20-årige midtbanespiller Casper Nielsen, der nu har kontrakt frem til sommeren 2017. Esbjerg-kubben noterer sig, at det har været i skarp konkurrence med adskillige andre danske klubber, der også gerne ville have fingre i talentet.

- Jeg vægter spilletid meget højt for at udvikle mig som fodboldspiller, og jeg tror på, at jeg er fremtidens mand i EfB. Der har på det seneste været interesse fra en håndfuld klubber, også adskillige fra den øverste halvdel af Superligaen, og det er da smigrende. Men jeg er EfB-dreng, jeg kender alle i klubben, og min førsteprioritet er EfB, hvor jeg vil tage kampen op for at få spilletid, siger Casper Nielsen

Han er noteret for 34 kampe i alt - i denne sæson syv Superligakampe og fire Europa League-kampe.

- Jeg føler selv, at jeg er tæt på en plads i start-11’eren i EfB, og at jeg udvikler mig ved at spille kampe på højt niveau. Tidligere kom tingene måske lidt for nemt til mig på et lavere niveau, og det handler meget om at træffe de rigtige valg, når man spiller i Superligaen. Ofte gælder det dog om bare at gå ind og spille, siger Casper Nielsen.

Inden Casper Nielsen satte sin underskrift var han på en aftale, der løb frem til sommeren 2015.