Kamper vil ødelægge Brøndby-festen
Illustration
Superliga

Kamper vil ødelægge Brøndby-festen

Alt fokus har været på Brøndby, Daniel Agger og Johan Elmander forud for mødet med Randers FC søndag. Og det vil den tidligere Brøndby-profil Jonas Kamper udnytte.

Den lynhurtige kantspiller Jonas Kamper kunne i 2005 løfte Superliga-trofæet som et bevis på, at han i den sæson blev dansk mester med sin klub Brøndby IF. Sammen med Daniel Agger, Johan Elmander og Thomas Kahlenberg, der nu alle er tilbage i Brøndby IF efter udlandsophold, mens Jonas Kamper slår sine folder i hos kronjyderne Randers FC.

Og netop Randers FC er modstanderen søndag, hvor et udsolgt Brøndby Stadion forventer at se Daniel Agger få comeback i den blå-gule trøje. Og et udsolgt stadion, der også forventer at se Brøndby besejre Randers FC.

Men spørger man Jonas Kamper, så skal klubben fra Vestegnen ikke forvente at få sejrsøl i omklædningsrummet efter kampen. For Randers FC kommer for at ødelægge festen.

- Der har været meget fokus på Brøndby, efter de har fået Elmander og Agger, så der er lagt op til en kulmination mod os på søndag. Men det passer os godt, at det er Brøndby, der har stået for medieræset, og at der ikke er blevet sagt eller skrevet så meget om os. Vi har før vist, at vi er bedst i de kampe, hvor vi er underdog. Forventningerne til Brøndby er skyhøje, og det er til vores fordel, at de fleste forventer en walkover for Brøndby, siger Jonas Kamper til tipsbladet.dk og uddyber:

- Vi skal alle spille på et højt niveau, og jeg tror på, vi får noget med hjem. Vi går altid efter sejren, og på grund af landsholdspausen har vi haft god tid til at forberede os på Brøndby. Vi har da også fundet nogle svagheder, jeg ikke lige vil komme nærmere ind på.

Jonas Kamper og Randers FC var ironisk nok også modstanderen for et års tid siden, hvor Thomas Kahlenberg gjorde comeback på Brøndby Stadion. Den kamp sluttede 0-0, og ifølge Jonas Kamper venter der resten af Randers-holdet en fantastisk kulisse. Men han mener også, at de mange tilskuere nemt kan blive en ulempe for Brøndby.

- Det bliver et festfyrværkeri, det er jeg sikker på. Men jo længere der går, før Brøndby får scoret, jo mere utilfredshed vil der komme på stadion. Og selv hvis de skulle komme foran 1-0 tidligt i kampen, så kan det også blive en ulempe for dem, fordi tilskuerne forventer, de vinder stort, siger Jonas Kamper, som på det personlige plan ser frem til at møde sine gamle venner fra Brøndby:

- Ja, det bliver ekstra specielt, det er første gang, jeg skal spille mod Elmander og Agger. Det er sjovt at se dem tilbage i klubben, og det vækker minder. Jeg glæder mig på Brøndbys vegne over, at det er lykkedes at hente de tre til klubben. De får et fantastisk hold med nogle store personligheder i Agger, "Kalle" og Elmander. Men for min skyld må de godt lige vente otte - ti dage med at få det til at fungere, siger Jonas Kamper.

Jonas Kamper forventer at være i truppen til opgøret mod Brøndby, men på det seneste er det ikke blevet til så meget spilletid. Han håber dog på, at han får chancen i startopstillingen mod Brøndby.