Video : Tipsbladet
Superliga

Spillerbudget: De er Superligaens transferkonger

De gør det bare godt på transfermarkedet, må man sige.

Lyngby Boldklub vælter ikke rivalerne af pinden finansielt, men efter et strålende 2023 og fornuftige handler i januar 2024 står Lyngby godt rustet til året og de kommende sæsoner, hvis man kan holde dampen oppe.

Den helt store test ligner, om man kan blive ved med at finde islandske pletskud under Freyr Alexandersson, der nu er cheftræner for belgiske Kortrijk.

Det ser vi nærmere på her i en serie, hvor vi gennemgår alle 12 Superliga-klubber med lup efter lukningen af januars transfervindue i Danmark.

LYNGBY BOLDKLUB
Anslået spillerbudget i 2023/24: 25

Transfervinduet januar 2024
Køb: 0
Salg: 10,5
Dyreste nye spiller: Vejle har kun givet videresalgs- og præstationsklausuler i betalinger for nye spillere.

Seneste årsregnskab (2022)
Personaleudgifter: 34,8
Afskrivninger transfers: 2,6
Årsresultat: -15

Alle tal er angivet i millioner kroner.

Spillerbudgettet: 25 millioner kroner

Det er ikke vildt mange penge, Lyngby har, men på den anden side er det langt flere, end man har på de fleste tidspunkter i dette årtusinde, og i modsætning til tidligere gode tider brændes midlerne ikke af letsindigt.

Der bliver betalt små transfers og lagt bedre lønninger end for et par år siden, da Friends of Lyngby overtog en finansielt truet klub, men det er primært på flid og et godt blik for markedet, Lyngby lige nu trives.

Tipsbladets bud: Her er de om et år
Vi må ikke overse, at der cirkler indtil flere potentielle udenlandske klubber som samarbejdspartnere og potentielle udenlandske investorer omkring Lyngby.

Vi skal nok ikke forvente en amerikansk overtagelse, hvor alt bliver vendt totalt på hovedet med collegespillere fra Nordamerika og talenter fra Vestafrika, men det er uansvarligt ikke at have et stort øje på denne udviklingsmulighed i Lyngby.

Ellers kommer Lyngbys næste regnskaber til at se betydeligt bedre ud end det fra 2022 med gode spillersalg, og dermed muligheden for at bruge en smule ekstra uden at risikere forretningen i tilfælde af nedrykning.

Analyse
Det er flot arbejde, det Lyngby udfører lige nu.

Mads Kikkenborg kom afsted for et solidt millionbeløb, og Kolbeinn Finnsson er slet ikke det eneste oplagte salgsemne, endsige den eneste spiller, der nok bliver solgt til sommer eller næste år.

Lyngby har, hvilket overses i danske medier, også virkelig fået gang i talentudviklingen set på den måde, at spillerne nu også spiller en del førsteholdskampe for Lyngby i stedet for at blive solgt for tidligt.

Det giver rum til at hente lidt dyrere spillere end tidligere, herunder de dygtige, solide islændinge.

Nu skal Lyngby selvfølgelig vise, at man kan blive ved med at finde de rette spillere, der både præsterer i Superligaen her og nu, og som kan sælges om et år eller to.

Januar bød på et par potentielt fine aftaler med Nikolai Baden og de helt unge folk Gustav Fraulo (Mafra, rødder i FCM) og Enock Otoo (FCN) ind ad døren – her kan Lyngby potentielt udnytte, at det er svært at komme på hold i de to meget, meget stærke topklubber.

Lyngby er dog slet ikke vaccineret mod nedrykning, og det er den balancegang, man skal blive ved med at gå. Det er også det, der har fået Lyngby til at tale med klubber som Club Brugge og Aston Villa den seneste håndfuld år – når man er så lille, kan det være fornuftigt at afsøge mulige partnerskaber, uden at man vil risikere at ende som Esbjerg eller Sønderjyske.

SE SPILLERBUDGETTERNE FOR ALLE DE ØVRIGE SUPERLIGA-KLUBBER HERUNDER