Video : Tipsbladet
Superliga

Det vil mållinjeteknologi koste i Superligaen

Det er ikke småpenge, det ville koste at få indført mållinjeteknologi i Superligaen.

Siden sæsonen 2020/21 har der været VAR i Superligaen, men hvad med den mållinjeteknologi, vi eksempelvis kender fra Premier League og store slutrunder?

Det spørgsmål dukkede op i en kamp mellem AGF og OB i begyndelsen af marts, hvor AGF'erne følte sig sikre på, at de skulle have haft et mål tilkendt.

Og i søndags var spørgsmålet igen aktuelt, da FC Københavns Lukas Lerager i første halvleg af kampen mod FC Midtjylland var overbevist om, at hans afslutning havde krydset stregen, før Jonas Lössl fik bolden skubbet væk (se situationen i videoen i toppen af denne artikel).

Læs Leragers reaktion her

Om bolden havde sluppet stregen virkede usikkert på tv-billederne, og efter opgøret mente Lerager, at mållinjeteknologi ville være en god ting at have i Superligaen.

Men sikkert er det, at tvivlen skaber både irritation og vrede blandt fans, spillere og trænere, hvor et enkelt mål efter 32 runde kan gøre forskellen på succes og fiasko.

Så hvorfor har Superligaen ikke også mållinjeteknologi, når man har indført VAR, og flere store udenlandske ligaer som Premier League og Bundesligaen bruger teknologien til at sikre sig, at der ikke bliver givet eller frataget scoringer uberettiget?

Tipsbladet har set nærmere på sagen, og der tegner sig et billede af, at det først og fremmest handler om penge og hvad mållinjeteknologien ville give af korrekte domme sat i forhold til udgiften.

Før VAR blev indført, lød estimater i de store europæiske ligaer såvel som Superligaen typisk på, at der ville være en håndfuld situationer per sæson, hvor mållinjeteknologien ville gøre en forskel – nogle sæsoner helt ned til to-tre kendelser, andre sæsoner måske lidt flere.

Forventningen var, at VAR kunne fange nogle af disse situationer.

Ifølge flere kilder i dansk fodbold blev prisen på mållinjeteknologi i Superligaen også undersøgt grundigt, samtidig med at man indhentede tilbud og derefter valgte en løsning på VAR, der altså blev indført fra 2020.

Her var prisen ifølge Tipsbladets kilder i omegnen af 25 millioner kroner for at etablere mållinjeteknologi, altså cirka to millioner kroner per klub, hvilket så også kunne forventes at betyde en millionudgift, hver gang en ny klub rykkede op i Superligaen.

Oveni kom et betydeligt beløb årligt i driften af mållinjeteknologien i Superligaen. 

Den udgift ville Superliga-klubberne og Divisionsforeningen ikke betale med tanke på, at det i deres estimater ville være få domme, højst op til en håndfuld, per sæson, hvor mållinjeteknologien ville gøre en forskel, og måske færre, fordi VAR ville fange situationerne.

Til sammenligning har VAR kostet omkring 10 millioner kroner per sæson, siden det blev indført i 2020.

Med tiden er det muligt, at mållinjeteknologi på et tidspunkt kan indføres til lavere omkostninger på grund af den teknologiske udvikling, men der er ifølge Tipsbladets oplysninger ikke aktuelt planer om at se på mållinjeteknologi i Superligaen.