Video : Tipsbladet
Superliga

Uwe Rösler afslører: Hans agent har lige været her

AGF's cheftræner Uwe Rösler afslører, at man er i dialog om et længerevarende samarbejde med Bailey Peacock-Farrell.

AARHUS (Tipsbladet): I sidste uge offentliggjorde AGF en etårig forlængelse med målmand Jesper Hansen, så han er på kontrakt med aarhusianerne frem til næste sommer.

Men hvad med hans nordirske konkurrent Bailey Peacock-Farrell, der er lejet i Burnley frem til sommer?

Han har været Uwe Röslers foretrukne mand, og hvor det er svært at forestille sig, at han skal retur til Burnley og overtage tjansen som førstekeeper, så er der langt større chancer for at han kan få fuld spilletid i AGF.

Det kræver dog, at AGF, Bailey Peacock-Farrell og Burnley bliver enige om en længerevarende aftale. Den del er dog godt i gang, fortæller Uwe Rösler til Tipsbladet og resten af pressen efter søndagens deler med Brøndby IF.

- Hvis man følger os, så kan man se, at Bailey gør det rigtig, rigtig godt. Der er en kontrakt mellem AGF og Burnley, hvor der er nogle klausuler deri, som jeg ikke tager mig af. Det er på Stig Inges bord, siger AGF-chefen og tilføjer:

- Hans agent var her for 10 dage siden, så der er en dialog mellem os, agenten og Burnley. Men jeg ved ikke, hvad det vil ende med. Alle parter skal være enige. Spilleren, agenten, Burnley og AGF. Alle skal være enige og glade. Vi arbejder på det, men jeg ved ikke, hvad udfaldet ender med.

Lykkes det AGF at blive enige med Burnley og Bailey Peacock-Farrel om et længerevarende samarbejde, så vil man stå med rigtige gode kort på hånden på keeperpositionen.

- Jeg har haft et luksusproblem på den position, fordi vi har to gode målmand. Når du tæller de kampe, som Jesper har spillet og hvor godt han har spillet, jeg kan for eksempel huske den kamp, vi vandt i Parken, hvor han var fantastisk. Jeg har to topmålmænd i Superligaen. Begge har været rigtig gode til at redde os point, og det er jeg meget glad for.

27-årige Bailey Peacock-Farrell har dog været det foretrukne valg, selvom der har været brug for Jesper Hansen i perioder. Nordireren har blandt andet sidde ude med både karantæne og skader, ligesom han for et par uger siden var henvist til bænken til fordel for veteranen.

Bailey Peacock-Farrells kontrakt med Burnley udløber også efter denne sæson, så tiden må vise, hvad det ender med. Nordireren står i hvert fald med gode kort på hånden som potentiel kontraktfri og efter en god sæson i Superligaen.