Kamper: Smider ikke håndklædet i ringen
Illustration
Superliga

Kamper: Smider ikke håndklædet i ringen

Siden Jonas Kamper skiftede til Randers FC i 2010, har han været fast mand hos kronjyderne. Nu er han dog ikke længere blandt træner Colin Todds 11 startere. Men Kamper kæmper videre for sin plads på holdet.

Han er vant til at spille fra start, men i denne sæson har tingene ændret sig en smule for Jonas Kamper. Siden han skiftede til Randers FC i 2010, har den 31-årige kantspiller været fast mand hos kronjyderne, men sådan har det ikke været på det seneste. For den tidligere landsholdsspiller spillede de første to kampe fra start i sæsonen i Superligaen, siden er han benyttet som indskifter, og fordi det samtidig går godt for holdet, der ligger nummer tre i Superligaen og skraber masser af point til sig, har Jonas Kamper haft svært ved at genvinde sin plads på holdet.

Randers-træner Colin Todd er kendt for at holde fast i sin stamme på holdet, når det går godt, så Jonas Kamper har et stykke vej til holdet. Men den hurtige kantspiller er klar til kæmpe for sin plads, og han venter tålmodigt på sin chance.

- Jeg er 100 procent holdspiller og kan sagtens se ud over min egen situation. Jeg glæder mig meget på holdets og mine holdkammeraters vegne, men det er klart, at jeg da helst vil bidrage til den gode periode. Det huer mig bestemt ikke at være på bænken, det er en lidt uvant situation for mig, men jeg er tålmodig og klar, når chancen byder sig, siger Jonas Kamper til tipsbladet.dk og forklarer:

- Der er ikke så mange kampe tilbage, inden vi går på vinterferie, så det nytter ikke noget at smide håndklædet i ringen. Jeg holder mig klar, og så må jeg se til vinter, om situationen er den samme. Jeg mener klart, at jeg er god nok til at spille fra start i Superligaen og i Randers, men vi spiller med en lidt anden type kanter nu, end vi har været vant til, og det har holdet haft succes med, siger Jonas Kamper.

Kamper, der har en fortid som professionel i Brøndby IF og tyske Arminia Bielefeld, har kontraktudløb til sommer, hvor han vil være fyldt 32 år, men han venter til vinter med at gøre status på sin fremtid. Til den tid har han seks måneder tilbage af sin aftale med Superligaens nummer tre Randers FC.

- Som familiefar med to børn og en kone er jeg nødt til at tænke på fremtiden, men lige nu koncentrerer jeg mig om at komme tilbage på holdet i Randers. Så må jeg se på sitautionen til sommer. Tidligt i det nye år vil jeg da gerne have overblik over, hvad fremtiden bringer, men fokus er at komme tilbage på holdet, siger Jonas Kamper.

Jonas Kamper har spillet 188 gange i Superligaen for Brøndby IF og Randers FC i Superligaen. For kronjyderne har han optrådt 87 gange i Superligaen - hvor 66 af kampene har været fra start.